IconNyheder / pressemeddelelser 

P+ sikrer nem adgang til læge og psykolog

Alle bidragsbetalende og pensionerede medlemmer af P+ og deres familier får nu fri adgang til online læge og psykolog via mobiltelefonen. Tilbuddet er b.la. en del af en målrettet indsats, der skal forebygge stress og langtidssygemeldinger blandt medlemmerne.

15. maj 2023, kl. 09:00


Siden 2021 har bidragsbetalende medlemmer af P+ haft fri adgang til online læge via mobiltelefonen. Tilbuddet om nem og hurtig adgang til en online læge er blevet godt modtaget af medlemmerne, og P+ har derfor valgt at udvide ordningen til at gælde både bidragsbetalende og pensionerede medlemmer.

”Som pensionskasse ønsker vi at være relevante for medlemmerne igennem hele livet – blandt andet ved at sikre vores medlemmers sundhed og tryghed i det daglige. Indtil nu har over 16.000 medlemmer hentet online læge-appen, og vi oplever fortsat stor interesse for tilbuddet. Det bekræfter os i, at adgangen til online læge gør en forskel for vores medlemmer,” siger medlemsdirektør i P+, Lene Mortensen og fortsætter:

”I forbindelse med at vi overgår til en ny udbyder, har vi fået mulighed for også at tilbyde online læge til pensionerede medlemmer, og jeg håber, at vores pensionister vil få lige så meget glæde af ordningen, som vores bidragebetalende medlemmer.”

Online psykolog skal forebygge stress og mistrivsel
Udover adgang til online læge får medlemmerne også fri adgang til online psykolog via P+. Hensigten er at tilbyde en samlet løsning, der både har fokus på medlemmernes fysiske og mentale helbred. Fremover vil autoriserede og erfarne psykologer derfor sidde klar med professionel rådgivning og behandling, hvis medlemmerne oplever mistrivsel eller f.eks. bliver ramt af stress eller depression.

”Akademikere føler sig i stigende grad ramt af stress og mistrivsel, og som resultat ser vi en stigning i langtidssygemeldinger. Det har først og fremmest store personlige omkostninger for den enkelte, men hvis sygemeldingen ender med en invalidepension, medfører det også en merudgift for fællesskabet i P+. Det giver derfor god mening for os at investere i forebyggelse,” siger Lene Mortensen og fortsætter:

”Online psykolog er tænkt som en målrettet indsats, der skal gøre det nemmere for vores medlemmer at komme i kontakt med en psykolog og få hjælp, inden problemerne vokser sig for store. Som akademikerpensionskasse ser vi det som et relevant værditilbud, og jeg håber, at det vil gøre en forskel for den enkelte.”

Online læge og psykolog tilbydes i samarbejde med sundhedsappen Hejdoktor.dk. Du kan læse mere om online læge og psykolog samt vores andre sundhedstilbud på pplus.dk/sundhed

Har du allerede brugt online læge via P+?
Er du blandt de over 16.000 medlemmer, der tidligere har hentet online læge-appen, skal du være opmærksom på, at vi skifter udbyder. Vil du bruge online læge og psykolog via P+ efter 15. maj, skal du derfor hente appen fra vores nye samarbejdspartner Hejdoktor.dk. Det har desværre ikke været muligt at få flyttet dig over på den nye ordning automatisk. Sådan downloader du Hejdoktor-appen