IconNyheder / pressemeddelelser 

Lars Bo Bertram tager hul på formandsarbejdet

P+’s nye formand, Lars Bo Bertram, har 40 års erfaring med sig fra den finansielle sektor. Og et solidt indblik i ESG.

23. april 2024, kl. 13:00

Lars Bo Bertram glæder sig til at tage hul på arbejdet i P+, hvis nye bestyrelse konstituerer sig i starten af maj. Han er ret utålmodig af natur, forklarer den nye formand, der om halvanden måned også skifter jobbet som adm. direktør i BankInvest ud med posten som adm. direktør i den statsejede investeringsfond IFU (Investeringsfonden for Udviklingslande).

Lars Bo Bertram har været medlem af Finansforeningens bestyrelse i 20 år, de sidste seks år som formand. Han har godt ni år som adm. direktør i BankInvest bag sig, og før det mere end 13 år i Nykredit og 15 år i Danske Bank. I mere end seks år har Lars Bo Bertram desuden været optaget af bestyrelsesarbejde for SOS Børnebyerne og i godt syv år medlem af bestyrelsen for HR Fonden.

Arbejdet i SOS Børnebyerne og andre hjælpefonde har ført til besøg i mange udviklingslande, og da han fik tilbuddet fra IFU, sagde han ja til et job, hvor han kan kombinere arbejde med både bæredygtighed og udviklingsøkonomier. Nogenlunde samtidig landede så tilbuddet om formandsposten i P+, forklarer han.

Fortaler for aktivt ejerskab
”Jeg tænker meget over den bæredygtige dagsorden. Man skal være meget bevidst om, hvad man skærer fra, når man arbejder med ESG. Jeg går meget ind for det aktive ejerskab, hvor man har lys på det enkelte selskab. Den opgave tror jeg, vi kan blive endnu bedre til. Som investor er vi jo medejer af selskaberne, og man skal virkelig overveje, hvem man sælger dem til, hvis man sælger fra,” siger han.

Arbejdet med ESG bliver stadig mere komplekst, tilføjer Lars Bo Bertram.

”Det kommer flere og flere værktøjer og mere og mere regulering, som man skal forstå og forholde sig til,” siger han.

En problemstilling er sjældent sort-hvid
Den nye formand fremhæver arbejdet med investeringsprofilen P+ Bæredygtig, som blev lanceret for to år siden.

”P+ er den eneste arbejdsmarkedspensionskasse, som har lavet et opsparingsprodukt med ekstra højt fokus på bæredygtighed. Det er rigtig positivt, at P+ har lanceret P+ Bæredygtig til de medlemmer, som ønsker den retning. Men jeg ser også, at der er mange medlemmer, som ikke vælger den profil,” konstaterer Lars Bo Bertram.

Han tilføjer, at han gerne vil understrege vigtigheden af, at bestyrelsen repræsenterer medlemmernes forskellige interesser.

”En problemstilling er meget sjældent sort-hvid. Som bestyrelse i en medlemsejet pensionskasse med mere end 114.000 medlemmer har vi derfor en vigtig opgave i at lægge en linje, der afspejler den store faglighed og bredde, der er i medlemskredsen,” siger han.

Pension skal gøres mere relevant
Lars Bo Bertram er helt på det rene med, at pension for mange er et lavinteresseområde. P+ skal arbejde for at gøre det mere relevant.

”Jeg mener, at P+ skal være akademikernes naturlige valg. Både når det gælder pension og sundhed. Først og fremmest skal vi naturligvis sikre et konkurrencedygtigt afkast og et fornuftigt omkostningsniveau, men vi skal også arbejde for at gøre medlemsoplevelsen endnu bedre. Vi skal have højere medlemstilfredshed. Og vi skal arbejde på at knytte medlemmerne tættere til P+ - også de mange, der slås med en langtidssygemelding, som vi måske kan hjælpe tilbage i job,” siger den nye formand.

Om Lars Bo Bertram
Lars Bo Bertram er opvokset i Skødstrup udenfor Århus og startede sin lange karriere i den finansielle sektor som bankelev i Aktivbanken i Århus. Han er gift med Birgitte, som arbejder i Nykredit. De bor på Frederiksberg, og sammen har de tre voksne børn.