IconForsikringer 

Midlertidig invalidepension

Midlertidig invalidepension sikrer, at du kan opretholde din levestandard, hvis du ikke kan arbejde i en periode. For P+ og P+, tidligere DIP-medlemmer.

OBS. Vær opmærksom på, at informationen på denne side kun gælder medlemmer med P+ Livscyklus. Hvis du har en pensionsordning med gennemsnitsrente, kan du i stedet læse her. Hvis du er i tvivl om, hvilken pensionsordning du har, kan du finde svar på Min pension

Du kan få tilkendt midlertidig invalidepension fra P+, hvis du er under 65 år, og vi vurderer, at din erhvervsevne inden for dit fagområde midlertidigt er nedsat til halvdelen eller mindre. Hvis din erhvervsevne bliver nedsat, er det vigtigt, at du kontakter os. Ellers ved vi ikke, at du kan have ret til invalidepension.

Størrelsen af din forsikring kan du se på Min pension, hvor du også kan ændre dækningen, der kan udgøre op til 80 pct. af din løn.

Invalidepensionen udbetales månedligt, og indtægter kan blive modregnet i udbetalingen. Modregningsreglerne fastsættes af bestyrelsen og fremgår af forsikringsbetingelserne, som du finder på Min pension

Hvis du modtager invalidepension, fortsætter P+ med at indbetale til din pensionsopsparing.

Du kan tidligst få udbetalt midlertidig invalidepension seks måneder efter, at din erhvervsevne blev nedsat, og din normale erhvervsindtægt blev reduceret. Du kan højest få midlertidig invalidepension i 36 måneder for samme lidelser og lidelser, der udspringer af samme forløb.

Udbetalingen af invalidepension stopper, hvis du får erhvervsevnen tilbage og senest, når du fylder 68 år, hvor du kan starte udbetalingen af din alderspension.