IconNyheder / pressemeddelelser 

P+ lægger investeringer på observationsliste åbent frem

Som medlem kan du nu få overblik over, hvilke selskaber P+ har under øget overvågning og dermed har særligt fokus på, blandt andet gennem vores aktive ejerskab.

31. marts 2022, kl. 09:30


I P+ arbejder vi løbende med at øge gennemsigtigheden i arbejdet med ansvarlige investeringer og give vores medlemmer et større indblik i, hvad deres pension bliver investeret i.

Derfor offentliggøres observationslisten, der giver et samlet overblik over, hvilke selskaber vi fører skærpet tilsyn med.

”P+’s observationsliste gør det muligt for os at arbejde systematisk med de selskaber, der fx har problemer med klima, arbejdstager- og menneskerettigheder. Dette arbejde vil vi gerne skabe gennemsigtighed omkring, så vores medlemmer også har mulighed for at få overblik over, hvilke selskaber vi monitorerer tæt eller har ekstra fokus på i vores aktive ejerskab,” forklarer underdirektør i P+ Kirstine Lund Christiansen.

Et vigtigt værktøj
Selskaber kan indgå på observationslisten af forskellige årsager, ligesom formålet med at placere et selskab på observationslisten kan variere. Selskaberne på listen kan således potentielt både være på vej ud af og ind i porteføljen.

”Da P+ i februar sidste år frasolgte 30 store olieselskaber, valgte vi at beholde blandt andet BP og Equinor på observationslisten. Det gjorde vi, fordi selskaberne kunne præsentere spirende grønne ambitioner, som vi gerne ville holde dem op på. I den efterfølgende periode fulgte vi udviklingen i de to selskaber nøje, men desværre kunne vi ikke se tilstrækkelige fremskridt hos hverken BP eller Equinor, og derfor frasolgte vi i november sidst år begge selskaber,” forklarer Kirstine Lund Christiansen og forsætter:

”Selskaber kan dog også ende på observationslisten med henblik på mulig inklusion i porteføljen. Det er fx tilfældet med Wallmart, hvor vi i øjeblikket monitorerer, om selskabet har forbedret sine arbejdstagerrettigheder i tilstrækkelig grad til, at det kan indgå i vores fremtidige portefølje. Observationslisten er på den måde et vigtigt værktøj i det løbende arbejdet med at sikre, at porteføljen lever op til vores målsætninger for ansvarlige investeringer.”

Du kan finde vores seneste observationsliste her.

Læs mere om vores aktuelle indsatser og løbende arbejde med ansvarlige investeringer her.