IconNyheder / pressemeddelelser 

P+ bidrager til markant infrastrukturfond

Antin Infrastructure Partners har oprettet en ny investeringsfond på hele 48 milliarder kroner. P+ er medinvestor.

23. oktober 2020, kl. 08:48



Da Antin Infrastructure Partners, et af verdens førende infrastrukturinvesteringsselskaber, lancerede sin fjerde investeringsfond var målet at rejse 41 milliarder kroner. Efter massiv interesse endte fonden med at modtage tilsagn på i alt 48 milliarder kroner, hvilket gør investeringsfonden til Antin’s hidtil største.

P+ er blandt de 140 investorer, der har valgt at bidrage til fonden, og ifølge chef for alternative investeringer i P+, Anders Christian Schelde, understreger den stærke efterspørgsel det store potentiale i infrastruktur og andre alternative investeringer:

”Infrastruktur indgår i vores portefølje af illikvide aktiver, der også går under fællesbetegnelsen alternative investeringer. Modsat traditionelle, børsnoterede investeringer som obligationer, aktier og kreditobligationer har alternative investeringer ofte en lang tidshorisont og kræver store millionbeløb som indskud, men til gengæld er afkastpotentialet højere relativt til risikoen. Alternative investeringer bidrager i stigende grad til det samlede afkast på vores investeringsportefølje, og vi er derfor meget tilfredse med, at vi er kommet med i Antin’s seneste infrastrukturfond.”

Investering på 560 millioner kroner
Antin’s nyeste infrastrukturfond er målrettet infrastrukturvirksomheder med vækstpotentiale i Europa og Nordamerika. Fokus er på attraktive muligheder inden for energi og miljø, telekommunikation samt transport og social infrastruktur.

P+ bidrager med 560 millioner danske kroner til fonden, der ifølge Anders Christian Schelde blandt andet forventes at kunne spille en rolle i genopretningsplanerne efter COVID-19:

”Antin har en meget succesfuld tilgang til infrastrukturinvestering. De har vist, at de kan skabe værdi for deres investorer, og vi har således en klar forventning om, at vores investering vil gøre en positiv forskel for afkastet til vores medlemmer på sigt. Samtidig er timingen interessant, da investeringer i infrastruktur forventes at spille en vigtig rolle i genopretningsplanerne efter COVID-19 i både Europa og Nordamerika. Antin’s nye infrastrukturfond er i denne sammenhæng rigtigt godt positioneret, og vi ser frem til at følge fondens arbejde i de kommende år.”

Læs mere om alternative investeringer her.