IconNyheder / pressemeddelelser 

Omvalget er godt i gang

Medlemmerne oplever omvalget som nemt og overskueligt. Omkring 10.000 har i skrivende stund fået tilbudt omvalg til P+ Livscyklus, og heraf har næsten hver fjerde taget stilling til et vigtigt valg om deres fremtidige pension og forsikringer hos P+.

27. marts 2023, kl. 10:00


I P+ er vi i gang med det største omvalg i pensionskassens historie, hvor størstedelen af medlemmerne får mulighed for at vælge den nye pensionsordning P+ Livscyklus.

Med P+ Livscyklus imødekommer vi et bredt medlemsønske om en pensionsordning i markedsrente med større fleksibilitet og bedre mulighed for at tilpasse pensionen til, hvor man befinder sig i livet og hvilken investeringsprofil, man ønsker.

Det er vigtigt at tage stilling
Som medlem skal man dog selv vurdere, om det er ens nuværende ordning eller P+ Livscyklus, der passer en bedst. Det afhænger blandt andet af ens familiesituation, risikovillighed og øvrige økonomi – og derfor er det vigtigt, at man forholder sig til sit omvalg, når man modtager tilbuddet i e-Boks.

Omvalget løber over hele 2023, og indtil videre har omkring 10.000 medlemmer fået tilbudt omvalg. Heraf har omkring 23 pct. takket enten ja eller nej til den nye pensionsordning P+ Livscyklus og dermed taget stilling til et vigtigt valg om deres fremtidige pension og forsikringer hos P+.

Et nemt og overskueligt valg
Et af de medlemmer, der har valgt at takke ja til P+ Livscyklus er Anne Jørgensen Petersen, der allerede var ret afklaret, da hun modtog tilbuddet om omvalg i e-Boks.

”Som ung vil jeg gerne have høj risiko på min opsparing, og det har jeg mulighed for med P+ Livscyklus. Selve omvalget var nemt at gå til. I flowet indgik der en række beregningseksempler, hvor jeg sort på hvidt kunne se, hvad et omvalg ville betyde for min opsparing og min udbetalingsprofil. Det fungerede godt og gjorde omvalget meget overskueligt,” fortæller Anne Jørgensen Petersen.

For P+-medlemmet Lasse Jacobsen var det især muligheden for at vælge et opsparingsprodukt med ekstra fokus på bæredygtighed, der afgjorde omvalget.

”Jeg har set frem til muligheden for selv at vælge min risikoprofil, så jeg kunne vælge P+ Bæredygtig. Jeg oplevede omvalget som overskueligt og informativt, og jeg synes faktisk, at det var nemt at få taget stilling,” siger Lasse Jacobsen.

Webinarer klæder medlemmerne på til omvalget
For at klæde medlemmerne bedst muligt på til omvalget inviterer vi til målrettede webinarer om P+ Livscyklus, i takt med at medlemmerne får tilbudt omvalg. På webinarerne har man mulighed for at stille spørgsmål til omvalget, og responsen på omvalgswebinarerne har indtil videre været meget positiv. Tre ud af fire føler sig således bedre klædt på til at forholde sig til deres omvalg, efter de har deltaget i et omvalgswebinar.

Når du får tilbudt omvalg, får du adgang til en guide på medlemsportalen, Min pension, hvor du på baggrund af egne tal se, hvad et skifte til P+ Livscyklus vil betyde for din pension og dine forsikringer i P+. Men allerede mens du venter, har du mulighed for at læse mere om omvalget og P+ Livscyklus på vores omvalgsunivers på hjemmesiden.

Besøg omvalgsuniverset her.

Hold øje med e-Boks
Du får besked i e-Boks, når du har mulighed for at vælge P+ Livscyklus. Herefter har du en måned til at tage stilling til, om du ønsker den nye pensionsordning. Du kan ikke senere fortryde dit valg. Pensionister samt enkelte andre grupper i pensionskassen vil i første omgang ikke blive tilbudt omvalg til P+ Livscyklus.