IconNyheder / pressemeddelelser 

Ny hjemmeside klar og medlemsportal på vej

Efter ønske fra medlemmerne optimerer P+ sine digitale platforme.

4. december 2019, kl. 14:10

Imødekommende, brugervenlig og funktionel. Det har været nogle af fikspunkterne for udviklerne af P+’s nye hjemmesiden, pplus.dk, der havde premiere den 18. november. Hjemmesiden vil fremover gøre det nemmere for både eksisterende og nye medlemmer at orientere sig om fordelene og mulighederne i et medlemskab af P+, Pensionskassen for Akademikere. Det fortæller kommunikationschef i P+, Anne Møgelvang:

”I vores seneste medlemsundersøgelse fremgik det klart, at vores medlemmer fortrinsvist orienterer sig om deres pension gennem digitale kanaler og i det hele taget har et stort ønske om digital kommunikation. I forbindelse med den nye hjemmeside har vi derfor også lagt vægt på at udvikle en platform, der er meget umiddelbar at gå til for medlemmerne.”

Hun fortsætter: ”Vores nye hjemmeside skal afspejle medlemmernes behov, og derfor har vi valgt at afholde fokusgrupper for at få medlemmernes feedback på hjemmesiden. På den måde kan vi sikre, at udviklingen af vores digitale kommunikation hele tiden tager udgangspunkt i det enkelte medlem."

Intuitiv medlemsportal
P+ har også en ny medlemsportal i støbeskeen. Tiden er nemlig efterhånden løbet fra den eksisterende portal, Min pension, hvis brugerflade trænger til en opdatering. Det fortæller medlemschef i P+, Kathrine Normann Olsen:

”Forventningerne til en online portal er nogle helt andre i dag, end de var for 10 år siden. Vi har derfor valgt at alliere os med en række specialister i kundeoplevelser og adfærdsdesign for at skabe en ny portal, der er intuitiv at bruge for vores medlemmer.”

Den kommende medlemsportal vil i første omgang give medlemmerne et let og overskueligt overblik over deres pensionsordninger. I fremtiden er det dog tanken, at portalen funktionalitet udvikles, så medlemmerne blandt andet selv vil kunne foretage simuleringer og justere og ændre i deres ordninger online.

Den nye medlemsportal forventes klar i første kvartal 2020. I en periode op til åbningen af den nye portal vil der blive lukket ned for Min pension, mens de to systemer samkøres.