IconNyheder / pressemeddelelser 

Investering skal understøtte den grønne omstilling i Brasilien.

P+ er medinvestor i det brasilianske energiselskab Origo Energia, der leverer vedvarende energi til mere end 50.000 forbrugere.

31. august 2022, kl. 09:30


Via Danish SDG Investment Fund er P+ medinvestor i en investering på 85 millioner amerikanske dollar i det brasilianske energiselskab Origo Energia. Investeringen er fondens største enkeltinvestering og er kommet i stand som et samarbejde mellem Investeringsfonden for udviklingslande (IFU) og fund manageren Augment Infrastructure.

Origo Energia leverer strøm til mere end 50.000 forbrugere og mindre virksomheder via en række mindre solcelleanlæg, der typisk ligger udenfor de store byområder. På den måde bidrager selskabet til at udvide adgangen til vedvarende energi og øger forsyningssikkerheden. 

Investeringen skal bidrage til den fortsatte udvikling af Origo Energia, øge produktionen og salget af vedvarende energi samt understøtte den grønne omstilling i Brasilien.

”Med investeringen kan Origo Energia fremskynde opførslen af nye solcelleparker og udvide sin service til nye områder i landet, hvilket vil bidrage til en demokratisering af adgangen til solenergi. Samtidig er selskabet konkurrencedygtigt i forhold til de fossile energiselskaber, og vi forventer således både, at investeringen vil bidrage positivt til den bæredygtige udvikling i Brasilien og til medlemmernes pensionsopsparinger,” siger chef for alternative investeringer i P+, Anders Christian Schelde.

Om Danish SDG Investment Fund
Danish SDG Investment Fund blev etableret i 2018 for at fremme FN’s Verdensmål ved at tilbyde risikovillig kapital til kommercielle bæredygtige projekter i udviklingslande og vækstmarkeder. Danish SDG Investment Fund er et offentligt-privat samarbejde med midler fra den danske stat, Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og en række private investorer og pensionsselskaber, heriblandt P+.