IconNyheder / pressemeddelelser 

Flere webinarer på vej

Interessen for P+’s webinarer er fortsat stigende. Derfor udvider vi webinartilbuddene til medlemmerne.

6. februar 2023, kl. 12:00


Mere end 5.000 medlemmer så med på P+’s webinarer i 2022, og ni ud af ti var ’tilfredse’ eller ’meget tilfredse’ med oplevelsen. Næsten 70 pct. af seerne foretrækker digitale frem for fysiske medlemsmøder.  Derfor udvider vi webinartilbuddene til medlemmerne i 2023.

”Efter Covid19-pandemien steg interessen for digitale medlemsmøder, og den interesse er kun øget det seneste år. Det understreger, at webinarerne er et relevant format, og at indholdet rammer et behov hos vores medlemmer. Den interesse har vi valgt at imødekomme, ved at vi i år udvider vores webinartilbud,” siger medlemsdirektør i P+ Lene Mortensen.

Nyt rådgivningswebinar
I december lancerede vi et nyt rådgivningswebinar, ’Pension for dummies’, målrettet medlemmer, der har behov for en grundlæggende introduktion til deres pension og forsikringer. Webinaret vil blive afholdt et par gange i løbet af 2023, hvor vi også afholder vores populære rådgivningswebinarer til de medlemmer, der ønsker at planlægge deres pension i god tid samt de medlemmer, der netop er gået på pension.

”Lanceringen af ’Pension for dummies’-webinaret tager udspring i et medlemsønske om en introduktion til pension for begyndere. Webinaret går godt i spænd med vores eksisterende rådgivningswebinarer, der klæder medlemmerne på til at forholde sig til deres pension i lyset af, hvor de befinder sig i livet, og hvor langt de er med deres pensionstanker,” forklarer Lene Mortensen.

Investeringsstrategi og ansvarlighed
I 2023 kan medlemmerne desuden se frem til at blive inviteret til webinarer om investeringsstrategi og ansvarlighed, ligesom der i øjeblikket arbejdes på en række andre temawebinarer. Tanken med de nye webinarer er at informere og inspirere medlemmerne og i samme ombæring øge medlemsdialogen.

”Vi har i snit omkring 750 tilmeldinger pr. webinar, og ved at styrke webinartilbuddet får vi en endnu bredere berøringsflade med vores medlemmer over hele landet,” siger Lene Mortensen.

Tilmeld dig og kig forbi vores arkiv
I løbet af foråret afholder P+ tre rådgivningswebinarer – ’Kom godt i gang med livet som pensionist’ 27. februar, ’Pension for dummies’ 13. marts og ’Planlæg din pension’ 8. maj

Du kan allerede nu tilmelde dig via webinaruniverset på vores hjemmeside. Her kan du også holde dig opdateret om årets kommende webinarer. Vi annoncerer desuden løbende webinarerne i det elektroniske nyhedsbrev.

I webinaruniverset finder du også et arkiv med optagelser af tidligere P+-webinarer.