IconNyheder / pressemeddelelser 

Ekstra indbetalinger skaber tryghed

I 2019 indbetalte medlemmerne af P+ et rekordstort beløb i ekstra indbetalinger til deres pensionsordninger, og flere kvinder end mænd vælger nu at indbetale ekstra.

22. maj 2020, kl. 06:46

Over 250 millioner kroner. Så meget valgte medlemmerne at indbetale ekstra til deres pensionsordninger i 2019. Det rekordstore beløb er 23 pct. højere end i 2018, og P+’s medlemmer er således en del af en klar tendens i pensionsbranchen.

”I disse år øger danskerne indbetalingerne til deres pension. Det fremgår af tal fra vores brancheorganisation Forsikring & Pension, og med vores seneste årsregnskab er det nu tydeligt, at også medlemmerne af P+ er blevet mere opmærksomme på, at ekstra indbetalinger kan give dem en større tryghed på sigt,” siger finansdirektør i P+, Mads Stougaard. Han fortsætter:

”Samtidig har pensionsreformen fra 2018 gjort det mere attraktivt at spare op. Reformen har givet alle danskere et ekstra skattefradrag af indbetalinger til en ratepension eller livsvarig pension på op til 70.000 kr. årligt og dermed et tydeligt økonomisk incitament til at sikre sig en fornuftig pensionisttilværelse.”

Kvinder overgår mænd i ekstra indbetalinger
I de senere år har der været øget opmærksomhed omkring kvindernes pensionsopsparinger, der ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik i gennemsnit er 25 pct. mindre end mænds. Hvis kvinderne ønsker et ligeså stort økonomisk råderum som mænd på samme løntrin, når de går på pension, er det derfor afgørende, at de er opmærksomme på at spare nok op til pensionen. Og det er der heldigvis stadig flere af P+’s kvindelige medlemmer, der gør. Det fortæller Mads Stougaard:

”Ifølge Danmarks Statistik stiger kvinders pensionsopsparing i øjeblikket mere end mænds, og også i P+ valgte 10 pct. flere kvinder end mænd at øge deres pensionsindbetalinger i 2019. Det fortæller os, at vores kvindelige medlemmer i stigende grad er opmærksomme på deres pension og vælger at tage ansvar for deres økonomiske fremtid. Samtidig kan vi se, at stadig flere kvinder øger deres pensionsindbetalinger, så vi håber, at vi i år ser en tendens, som vil forsætte i de kommende år.”

Læs mere i P+ Årsrapport 2019